The Area/ Spring/ Kunsthal Aarhus
“The Area” er en installation lavet til Spring 2012 i Kunsthal Århus.
Værket sætter fokus på vores trang til at udforske og udvide grænser og tager sit udgangspunkt i polarekspeditioner til Nordpolen. På en polarekspedition bliver mennesket fysisk og psykisk udfordret af naturen. Man navigerer, sætter mål, sætter kurs, undersøger, observerer, tegner kort, indtager land og bidrager med nye brikker til menneskets forståelse af sig selv og sin placering i verden. 
Jeg er fascineret af det paradoks, at vi i vores søgen efter det uberørte, berører det og dermed fjerner muligheden for at bevare det som uberørt. 
En del af installationen består af tre frosne frysere. I fryserne er der arbejdet med is og frost, fordi is er et skrøbeligt, foranderligt materiale, som er sanseligt koldt og som ændrer sig, når man ånder på det, lyser på det eller rører ved det og som forsvinder helt, hvis det frosne kredsløb bliver brudt.